Mig og min yndlingsrobot

På Enggårdsskolen i Billund arbejdede alle 0. klasserne med digitale redskaber og robot-sokkedukker. Prøv selv på jeres skole!
robot, 0.klasse, Billund

Opgaven passer fint til nogle dages temaarbejde i det første skoleår. Klassen skal i første omgang arbejde med begreberne 'robot' og 'robotteknologi', før de kaster sig over produktionen af deres egne robotter lavet af glemte sokker, store knapper og mælkekartoner. Snak med børnene om, hvad robotten gør, når man trykker på den blå knap osv.. I opgaven skal I arbejde med elevernes egne historier optaget på video og uploadet til YouTube. Videoerne fra dagene samles på klassens Wordpress-blog.

 

Program:

1. Snak på klassen om, hvad en robot er? Hvad kan den? Hvor bruger man robotter? Find billeder og oplysninger om robotter med Google Search eller find inspiration til historier, og hvordan sokkedukkerne skal se ud i videoklip om Pleo og Paro. I kan også prøve at efterligne robottens bevægelser eller danse robotdans.

2. Lav jeres egen robot. Hvad hedder den? Hvad kan den? Lav en sokkedukke af din yndlingsrobot og sy knapper på, der bestemmer hvad den kan. Giv gerne robot-sokkedukken særlige evner.

3. Fortæl en historie, hvor du og din yndlingsrobot oplever et eller andet sammen. Lav et lille rollespil i små grupper og brug tid på at øve – historien må tage ca. 1-2 minutter at fortælle. Husk en start, en midte og en slutning.

4.  HUSK at tage billeder af det hele! Lad eleverne selv tage billeder i løbet af dagene - hvordan I laver dukkerne, hvor I måske tegner historien osv. osv.. Saml billederne i en billedmappe på computeren, så I kan bruge dem på bloggen.

5. Lad eleverne optage deres lille rollespil foran computerens webcamera eller med en smartphone. Upload til YouTube.

6. Opret en klasseblog i Wordpress og læg videoer af elevernes rollespil + billeder fra ugen op som indlæg. 

7. Send link til bloggen til forældre og familie - og måske skolelederen. 

 

Fremtidslaboratoriet hjalp lærerne på Enggårdsskolen med alt det praktiske omkring YouTube og Wordpress, men I kan sagtens selv - find guides til redskaberne under 'Redskaber' her på siden. Det er også en god idé at blive ved med at bruge bloggen til elevernes arbejde.